Ny OK sejler
Et par ord om master
- Uden, det skal blive en lang teknisk udredning!...Introduktion
Lad os slå det fast med det samme. Der findes ikke nogen færdig opskrift på, hvilken mast der præcis vil passe til dig. Det er meget forskelligt, hvad den enkelte sejler finder passende og derfor også forskelligt, hvor sejleren bedst omsætter vindens kraft til fart i jollen. Teknologien bag jollerne udvikles hele tiden, og det samme sker også for masterne. Og, der vil derfor også være designs, der er mere aktuelle end andre. Moden skifter, og der vil løbende komme nye strategier til, og dem der ikke længere fungerer (lige så godt), vil langsomt forsvinde ud af markedet.Hvor, en aluminiumsmast fint kan anvendes til en strand- eller sommerhusjolle, så det er efterhånden meget sjældent, at de dukker op til stævnerne. Kulfibermasterne har ”overhalet” alu-masterne, idet de har mange facetter, som man kun i ringe omfang vil opleve med en aluminiumsmast. Overordnet, så ”flexer” en kulfibermast, når der kommer et vindstød, og hvis sejleren har tilstrækkelige sejladstekniske færdigheder, så kan han/hun derefter omsætte dette ”flex” til fart i jollen, når masten ”svirper” retur.
Lidt historie om master
OK-jollen blev oprindeligt født med træmast, mens man i 70’erne gik gradvist over til alu-master. Alu-masterne blev anvendt i mange år, men blev løbende udskiftet fra 2003, hvor det blev tilladt at anvende kulfibermaster. Siden skiftet til kulfiber, har der ikke været yderligere materiale-skift, og udviklingen har primært været fokuseret på maste-design, i takt med at ”moden” indenfor master har skiftet.Da de første master i kulfiber kom frem, havde man meget naturligt taget udgangspunkt i de bøjningstal, som man kendte fra alu-masten. Og, det gik forholdsvis hurtigt med at konstatere, at der var stor forskel på masternes egenskaber. Dem med stivere kulmaster, kunne gå lidt højere til vinden end dem med de blødere master. Variationer over samme team blev forsøgt, men én af de store landvindinger kom omkring 2009, da firmaet C-tech begyndte at bygge master, der bukker meget i (og under) dækket. Til gengæld var de pludselig en hel del stivere mellem mastens begrænsnings-mærker, og en hel del stivere til siden. Denne type mastedesign går typisk under slang-beskrivelsen ”Low-bender”. Og, den mode har reelt holdt siden den blev introduceret, og i dag bygger alle fabrikanterne master efter det koncept. Kort sagt, så er den moderne OK-jolle-mast en, der bukker i dækket, men ikke så meget i resten af masten.
En af de åbenlyse fordele, ved en “Low bender”, er at man generelt kan sejle med masten i en mere lodret position, hvilket giver en udpræget fordel på læns. En anden sidegevinst er, at masternes profiler minder meget om hinanden, og sejlenes (stort set identiske) for-kurver gør, at der nu er et godt marked for brugte sejl. Sejlene passer, som udgangspunkt bedre på flere master, og de lidt mindre øvede sejlere vil kunne ”overtage” sejl fra topsejlerne, der har anderledes høje performance-krav og tilhørende nyt ”grej”.
”Low-bender” eller ej?
Kulfibermasterne kan (groft sagt) deles op i to forskellige kategorier:- Dem, der bøjer i hele mastens længde (Generation 1)
- Dem, der primært bøjer i bunden af masten (Generation 2)
Hvad er forskellen … - egentlig?
Ofte, så vil der ikke være den store forskel for den lidt utrænede sejler mht. de to generationer af kulfibermaster. Det vil (som hovedregel) kræve et par sæsoner i jollen, før man får valuta for investeringen ved en fabriksny mast! Og, idet den mast som du anskaffer dig i forbindelse med dit første jollekøb, næppe er den mast du også sejler med, når du har sejlet et par sæsoner, så er det langt fra en altafgørende beslutning, om du starter med den ene eller den anden type. Det vigtigste er, at du kommer i gang. Og, når du så har fået mange gode timer på vandet med dine sejlerkammerater, så er du også mere ”klædt på” til at vælge en mast, som passer til dig. Den gamle mast sætter du til salg på Grejbørsen, og hvis du inkluderer et sejl, der passer til, så skal den såmænd nok blive solgt hurtigt, så længe prisen sættes realistisk.Men, generelt kan man sige, at måden masten bøjer på - gør forskellen. Sejlmageren kan kompensere rigtig meget for mastetypen, men det er som hovedregel sjældent, at man kan flytte et sejl fra en ”Generation 1 mast” til en ”Generation 2 mast”, da de er syet lidt forskelligt. ”Generation 1” masterne påvirker sejlets facon mere, når sejleren skøder hjem, da hele masten bøjer (som en flitsbue). Derimod, så holder Generation2-masterne mere den oprindelige sejlform, da masten primært bøjer i bunden, og derfor ikke radikalt påvirker sejlets form (Se sammenligning i Tabellen for yderligere forklaring).
Uanset hvad du vælger, så vil det altid være et kompromis, når man vælger mast. Den type som er god til f.eks. kryds-sejlads, vil måske sætte lidt til på lænse-benet, og omvendt.
Tabellen – Viser tre mastetyper (Den grafiske fremstilling er her en smule overdrevet … - for at fremme forståelsen)
(* Se desuden beskrivelse i teksten herunder)
Der ER forskel på masterne, og derfor også på den performance, som du kan få ud af dem. Men spørgsmålet er, om du selv vil opleve den forskel? De dygtige sejlere vil kunne mærke en kæmpe forskel, mens mindre øvede sejlere udelukkende vil opleve forskellen som ”akademisk”?
Hvis du får sejlmageren til at sy et sejl, der passer til dig og din mast, så er du rigtig godt hjulpet – uanset mastetype. Spørg din sejlmager, hvad han vil anbefale til din mast. Der er rigtig megen information at hente, når man bare spørger…
Bøjningstal – ”Øhh… hvad er det?”
Når sejlerne snakker om mastens bøjningstal, så menes der de mål, som man kan uddrage fra en præ-defineret påvirkning af masten. Typisk vil man høre tal som f.eks. 60-80-60, med 523 på ”tippen”. Det betyder bare, at hvis du placerer din mast vandret, og monterer en vægt på 10 kg. i toppen, vil loddet trække masten så den bøjer. Her kan man så f.eks. finde mål som: 60mm / 80mm / 60mm (tre blå pile på midterste tegning i Tabellen). På samme måde er tip-målet den vandring, som mastetoppen har under samme påvirkning (rød pil på midterste tegning i Tabellen) - målt i cm fra masten i hvileposition.Men – igen! Hvis du overvejer dit første køb af en OK-jolle, så er rådet at kigge på Grejbørsen, og se hvad du kan få fat på, som passer til dit budget, så du hurtigst muligt kan komme ud og sejle. Det er alligevel givetvis ikke den mast, som du kommer til at sejle med – om et par år!?
Og, hvis du stadig er i tvivl, så tag en tur forbi din lokale OK-sejlklub! … - og spørg! Det kan man kun blive klogere af…
Af Thomas Kvist
Herslev Strand Sejlklub
Juni-2018
Herslev Strand Sejlklub
Juni-2018