Nyheder


Bådmagasinet Drømmestart på bagbord halse



Drømmestart på bagbord halse
Blandt 19 Ok-joller i Køge Bugt lavede Jesper Andersen starten som alle vi sejlere drømmer om. Bagbord halse ind foran hele feltet. Veteran Frank Hansen vandt Hvidovres Klubmesterskab i bidende kulde med kulfibermast.
20-10-2002 kl. 19:49 af Troels Lykke
"Det var sgu da alt for tydeligt med den læ fordel og der var jo lige plads til en bagbord båd," siger Hvidovre-sejler Jesper Andersen, der sluttede på samlet andenplads. Temperaturen var under fem grader i morges, søndag, men OK-sejlerne bevægede sig ud gennem 'Valby-havet' og ud i Køge Bugts friske til hårde vestlige vind. Tre sejladser blev pløjet igennem på en dejlig traditionel trekantsbane. Deres udsendte var med og kæntrede ikke i år (men var bange for at gøre det). Faktisk var kun to både nede og ligge, bl.a. gymnasielæreren Ivan 'Den grusomme" Pedersen, hvor fjerdepladsen forsvandt i kæntringen.
Sejren gik til Solrød-veteranen, DM-bronzevinder Frank Hansen, der har sejlet OK-jolle i næsten 30 år. Danmarksmester Sten Christensen vandt første sejlads, men var ellers en skygge af sig selv.
"Jeg tog for let på det i starterne," indrømmer Sten, der kækt råbte styrbord til Ivan, der lige var kæntret. Der bliver godmodigt sparket til dem som ligger ned. Stemningen var helt i top og endags-stævnet blev sluttet af med en gratis frokost. OK-sejlads er bare for fedt. Prøv det. De fleste sejlere er 30+. Lindhardtsen er fx 57.

Hvidovre Klubmesterskab, 19 OK-joller
1 DEN 1316 Frank Hansen Solrød Strand 2 4 1, 7 point
2 DEN 1311 Jesper Andersen Hvidovre 6 1 2, 9
3 SWE 2747 Troels Lykke Hvidovre 4 3 3, 10
4 DEN 1280 Jørgen Lindhardtsen Hvidovre 3 5 4, 12
5 GER 672 Gunter Arnt Solrød Strand 5 2 8, 15
6 DEN 1275 Steen Christensen Vallensbæk 1 6 12, 19
7 DEN 1319 Jesper Petersen Køge 8 8 7, 23
8 DEN 1317 Henrik Søgren Skælskør 9 7 9, 25
9 DEN 1313 Morten Mathiassen Solrød Strand 13 9 5, 26
10 DEN 1322 Ivan Pedersen Hvidovre 7 17 6, 30
20021020

Tilføj en kommentar til nyheden