At
tage til VM kræver lidt forberedelse. Bl.a. skulle der lejes en
container til vores joller og alt udstyret som automatisk følger med
(trailer, sejlertøj, ekstra master og sejl). Vi var 5 danskere
og 2 svenskere som splejsede til en 40 fods container. Da vi skulle være
3 uger i området, havde vi alle taget vores egne cykler med. Dem fik
vi meget glæde af. Da det tager ca. 6 uger at sende containeren til
New Zealand og VM sejles først i det nye år blev containeren pakket
og sendt allerede den 2. november.
Vi
tog selv af sted 2. juledag, havde tid til at se Auckland og kunne nå
at fejre nytårsaften der. Vi fejrede vores nytårsaften på
havnemolen med havet til den ene side og Skytower til den anden og
ventede på klokken slog det nye år ind. Desværre holder New Zealænderne
ikke fest på samme måde som vi kender det i Danmark. Men der kom et
meget flot fyrværkeri fra byens vartegn (SKYTOWER) som er den højeste
bygning på den sydlige halvkugle.
Inden
sejladserne til VM kan begynde skal alle 80 joller kontrolleres i en
gig, vi havde en jolle med hvor vi måtte spartle op til flere 10 mm målebuler
på før den kunne blive godkendt, andre måtte forlænge stævnen før
de kunne måle ind, det var der sat to dage af til måling og
ombygning af joller, derudover blev mast sejl og redningsvest
kontrolleret.
Selve
sejladserne har været meget anderledes end derhjemme, og resultaterne
bærer også præg deraf. De 4 bedste fra det sidste VM blev placeret
fra nr. 9-12 og den regerende verdensmester vandt ikke en eneste
sejlads. Den bedste europæer blev Nick Graig fra England, ellers sad
New Zealand på de tre første pladser nr.4 kom fra Korea nr.5 fra New
Zealand og nr. 6 fra Australien.
Bedste
dansker blev Jørgen Lindhardtsen på en for ham skuffende 12. plads.
Selv endte jeg på en skuffende 66. plads.
Solen
er utrolig stærk hernede så selvom temp. Kun ligger omkring de 20
grader, blev vi alle solskoldede den første dag vi stak næsen
udenfor jeg tror de har et lokalt hul i ozonlaget. Så inden vi tager
på vandet, lægger vi vores daglige makeup som består af solfaktor
30 og zinksalve på udsatte steder, et hat på hovedet og lange ærmer,
så er man nogenlunde garderet mod solskoldning.
Forholdene
i Hawke’s Bay hvor vi skulle afvikle sejladserne er meget anderledes
end vi er vant til hjemmefra. Der er tidevand på ca. 2 m. som giver
en kraftig strøm på banen, bugten er omgivet af høje bjerge som påvirker
vindretningen, og selvom vejrmeldingen lover kraftig vestenvind,
oplevede vi hver dag at vinden vendte til øst på grund af en kraftig
søbrise. Udover de bølger som vinden laver, kom der også nogle dage
dønninger på ca. 2 m. som stammede fra en gammel tyfon der havde
raset et par tusind km. Længere nordpå på øen Tonga.
Vejret
var for det meste godt med svag vind og strømsøer, men det kunne
skifte med utrolig kort varsel. Det oplevede vi bl.a. i den sidste
sejlads hvor vi halvvejs inde i sejladsen sad i svag vind og solskin
for bare 5 min efter at kæmpe som vilde for at holde jollerne på højkant.
Efter netop denne sejlads bemærkede jurybådene at de var glade for
at se alle joller kommet hele i land.
Til
trods for de vanskelige forhold var alle de deltagende fra Danmark ved
godt mod. Humoren var barsk men hjertelig. Hver dag før vi tog på
vandet spillede vi et par numre fra en CD’er, som var indkøbt
billigt under sidste VM i Sverige, hvor den gjorde stor lykke.
Musikken kunne høres på hele havneområdet til glæde for nogen
nationer hvorimod andre beskyldte os for psykisk terror. Vores svenske
konkurrenter bad os ligefrem om at få sat musikken på..
Efter
VM var overstået brugte vi en uge på at rejse lidt rundt i New
Zealand. Vi har set New Zealands nationalfugl Kiwien som i dag kun
lever i fangenskab. Vi har set flotte vandfald og naturopståede
broer. Vi har set delfiner og pingviner og et utroligt frodigt
landskab som består af gamle vulkaner. Vi har set og badet i termiske
kilder, været på white riwerrafting.
Så mindet om de dårlige resultater
blev hurtigt fortrængt af de fantastiske naturoplevelser på New
Zealand og helt glemt efter en uge på Cook Island som er en tropisk
ø med palmer og blå laguner som vi sender denne email fra.
DEN 1285 Mogens