Bestyrelsesmøde 7. december 2002

 

Tilstede: Jesper Petersen, Jørgen Lindhardtsen, Tommy Nordfalk (ref.). Morten Mathiasen havde meldt afbud og i stedet fremsendt en oversigt over økonomi og medlemstal.

1. Stævner i 2003

Nedenstående oversigt er et udtryk for hvad bestyrelsen planlægger med skyldig hensyntagen til andre stævner. Et stævne i DK er ikke et officielt stævne før det er optaget i kapsejladskalenderen på klubbens hjemmeside/bladet. Med andre ord: Ændringer kan forekomme, men foreløbigt ser det sådan her ud:

27. april: Tune-up i Hvidovre
3-4. maj. EM-udtagelse nr. 2 i Malmø sammen med svenskerne.
17.-18. maj. Stævne i Gottskär. (Ca. 50 km syd for Göteborg).
24.-25. maj, Lundeborg.
7-8. juni. EM-udtagelse nr. 3, Lynæs.
14.-15. juni. EM-udtagelse nr. 4, Ebeltoft.
21.-22. juni, Kieleruge. Tidspunktet er usikkert pt.
10. juli – eller der omkring. EM i Warnemünde.
1-2-3. august. DM. Det bliver enten i Ballen på Samsø, Kaløvig, Lynæs eller Hornbæk.
8-9-10. august. SM i Kalmar.
23. august. Stævne i Solrød.
6. september. Stævne i Farum/Furesøen.
20. september. Stævne i Roskilde.
27.-28. september. VM-udtagelse nr. 1. Harboe-Cup, Skælskør.
19. oktober. Hvidovre klubmesterskab.

2. VM i Skælskør 2005

VM holdes normalt i august måned, når det er den vestlige verden der er arrangør, det vil sige i ugerne 32, 33 og/eller 34 og helst så tidligt som muligt. Umiddelbart forud for VM skal DM placeres – det bliver muligvis i Korsør.
Sekretæren kontakter Skælskør Sejlklub og hører nærmere om forberedelserne, herunder om der er indgået aftaler om indkvartering på højskolen.

3. Bådudstilling i Fredericia i februar?

Bestyrelsen vil gerne have OK-jollen repræsenteret på en stand i Fredericia. I praksis bliver det i høj grad et spørgsmål om de jyske og fynske sejlere kan bemande standen. Jørgen Lindhardtsen kontakter Per Sørensen i Ebeltoft i den anledning.

4. Træningssejladser og videooptagelser

Bestyrelsen planlægger et sæt videooptagelser af træningen i Hvidovre med starter, stagvendinger, mærkerundinger, trim, slørsejlads etc. Der skal så være optagelser af dem der gør det rigtig godt, så man kan se hvordan, og af dem der producerer fejl på samlebånd, så man kan se hvorfor de ligger og roder nede bagved, alt sammen med kolde kommentarer.
Videoen kan så på skift cirkulere blandt de sejlere, der tør se den. Enhver kan blive klogere.
Der bliver formentlig også arrangeret en regel-aften i januar eller februar.

5. Klistermærker

OKDIA-mærkater og de nye klubmærkater uddeles af kassereren i takt med at der betales kontingent for 2003.

6. Kulfibermaster

Status pr. december 2002 er følgende:
Der er kommet et sæt nye officielle regler fra ISAF. De kan hentes på nettet af dem, der kan finde ud af det og de dukker også op på hjemmesiden. Reglerne er behæftede med et par småfejl – dem skal man være opmærksom på, hvis man selv går i gang med at bygge en kulmast.
Der er enkelte sejlere, der på egen hånd bygger nye master. Om der kommer producenter på markedet vil vise sig. SuperSpar i England har noget i gang. Sandsynligvis bliver tale om viklede master, det vil sige fremstillet ligesom en surfermast over en dorn, hvilket næppe giver optimale master. Det er også muligt at en kreds af danske sejlere starter en fælles produktion på privat basis. CarbonSpar i Sverige er også en mulig producent, men bestyrelsen er noget usikker på om der kommer noget anvendeligt i gang derfra.

7. Medlemstal og økonomi

Klubben har pt. 74 medlemmer med fire nye på det sidste. Der er en del medlemmer der har to både, hvorfor der formentlig er 80-90 både i klubbens regi. Der er registreret 3 nye både i år, en nybygget og to importerede, en fra Sverige og en fra NZL.
Klubben har en sund økonomi og lidt penge på kistebunden.

8. www.okjolle.dk

Det er sagt før, men vi siger det gerne igen: Det er et fremragende stykke arbejde der udføres af klubbens web-master, Mogens Johansen. Tak for det.

7. december 2002
Tommy Nordfalk
DEN 1271